Andenes med håb om Hvalsafari

Fra Sandsletta skulle vi op til Andenes, som ligger helt oppe på den yderste spids af den ø-gruppe, som vi hele tiden har troet hedder Lofoten. Men vi har nu erfaret, at det kun er den sydvestlige del, der hedder Lofoten. Resten hedder Vesterålen.
På turen ændrer naturen sig. Der er ikke nær så spektakulært, som der er nede på Lofoten. På mange måder ligner det mere et vestjysk landskab, dog med klipper i.
Ved Andenes er der igen høje klipper med sandklitter indimellem, og ved campingpladsen er der nogle meget flotte sandstrande. Desværre indbyder vejret ikke meget til svømmeture. Men vejret var ok, da vi ankom, og vi måtte ud at se på omgivelserne.

Blæst og regn tog til, og den næste dag blev det kun værre, så safarituren blev aflyst pga. dårligt vejr og manglende hvaler. Skipper var ude med ekkoloddet for at lokalisere dem, men uden held, så nu er turen udsat til i morgen. Men der blæser voldsomt, og det rusker voldsomt i campingvognen.
Men intet er så galt, at det ikke er godt for noget. Vi får tid til at læse bøger og til at opdatere hjemmesiden, som vi er lidt langt bagud med.
Om aftenen inviterede Ruth og Kjeld på hjemmebagt kringle i fællesrummet, hvilket gav et par streger opad på humørskalaen.

På hvalcentret fik vi en meget flot gennemgang af de hvaler, man kan se her. Guiden var en ung svensk pige, og hun gjorde det fantastisk godt.

Ved Andenes er der rigtig gode muligheder for at se hvaler, fordi havbunden har en speciel form lige herudenfor.
Der er en stor lomme med stor dybde på ca. et par tusinde meter. Her findes der mange alger og plankton, som på grund af, at der om sommeren altid er sollys formerer sig ekstra kraftigt. Og når de dør, falder de til bunds. Med havstrømmene føres disse store mængder næring op af den undervandsbakke, der fører op til Andøy. Disse næringsfyldte opstrømme giver specielt gode levevilkår for småfisk og blæksprutter, og bliver således et kæmpemæssigt spisekammer for hvalerne. Her lever de store kaskelotter, humpback whales, finhvaler og spækhuggere, hvoraf kaskelotterne er de mest interessante, og derfor fyldte det meste af den flotte gennemgang, vi fik på hvalcentret.

De kaskelotter, man ser her er udelukkende hanhvaler. De befinder sig her for at vokse sig store, så store som muligt, fordi hunnerne parrer sig kun med de største hanner, som kan blive op til 20 m lange. Hunnerne er kun ca. halvt så store, og kommer aldrig i disse områder af frygt for at blive ædt af spækhuggere, som er de eneste hvaler, der æder andre hvaler (af indlysende grunde hedder de Killer Whale på engelsk).
Når der er parringstid, må hannerne forlade ”spisekammeret” for at finde hungrupperne i varmere havstrøg for at parre sig, og hvor kalvene fødes. Hvaler er pattedyr og må op til overfladen for at ånde. Når kalvene bliver født skal de lære at svømme op til overfladen for at ånde. Hele hunflokken deltager i denne oplæring af kalvene, så hunnerne er sociale dyr, der lever i flokke. Kalvene dier i op til 5 år hos hunnerne. Hunkalve kommer aldrig udenfor hungruppen, men når hankalvene er ca. 10 år gamle skilles de fra hunflokken og drager på fedmetur til det kolde nord for at spise sig til en skikkelse og statur, der kan tiltrække hunnerne.
På grund af den lange yngelpleje får en hun i sin levetid kun op til 5 kalve. Det er altså en langvarig proces at formere kaskelotbestanden, hvorfor den da også nu er blevet totalfredet.
Tidligere jagtede man dem i stort tal på grund af den store oliefyldte pandepukkel, som er så karakteristisk for kaskelotter. En stor hankaskelot kan have op til 5000 l olie i panden. Den blev ikke brugt til menneskeføde, men kun i industrien ??

Olien er en meget vigtig del af det sonarsystem, som kaskelotterne har.
Når kaskelotten er oppe for at ånde, ”blåse”, lukker den luft ind i nogle kanaler i olien. Ved at presse luft gennem en knoglerevne kan hvalen frembringe kliklyde, som transporteres og forstærkes gennem olien, hvor der findes nogle ”linser”, hvorigennem lyden kan retningsbestemmes, og således kan hvalen ”se”, når lydene reflekteres og opsamles i den meget lille underkæbe, og herfra dirigeres til hjernen. Kaskelothjernen er den største hjerne, der findes i et dyr, fordi den skal kunne behandle de mange informationer, ekkolydene bringer tilbage. På denne måde kan kaskelotten ”se” alt omkring sig i mindste detalje og ved således, hvor selv de mindste blæksprutter, som dens føde mest består af, befinder sig.
De lyde, kaskelotten udsender, er de kraftigste lyde på jorden, selv jetmotorers lyde er ikke så kraftige. Derfor skal dykkere i nærheden af kaskelotter vare sig for ikke at befinde sig foran en kaskelot, fordi dens lydpåvirkning er så kraftig, at det føles som et spark fra en hest, og måske kan den dræbe. Ellers er kaskelotten meget fredelig, og man sagtens svømme helt tæt til, men altså kun på siden af den.
Kaskelotten er således særdeles velegnet til at jage i de dybder, hvor lyset ikke kan nå, og den er også det dyr, der kan dykke dybest, op til ca. 2000 m. Den kan holde sig under vandet i op til 60 minutter.
Det man jager på hvalsafari er det øjeblik, hvor hvalen dykker efter blåsningen og viser sin hale. Vores guide fortalte, at hvalers haler er lige så forskellige og lige så kendetegnende som vore fingeraftryk. Derfor kender guiderne hvalerne, og mange af dem får navne. Således fortalte hun, at man de seneste 19 år har lagt mærke til en bestemt hval, som er meget nem at genkende, og den hedder Glen. Måske ser vi den!

Den kan æde selv meget store blæksprutter, hvilket man kan se af døde kaskelotters maveindhold. Blæksprutters munde ligner fuglenæb og er langsomt nedbrydelige i maven. Først i de seneste ca. 10 år er man blevet klar over, at der på de store dybder findes endog meget store blæksprutter. Man har eksempler på fangarme op til 18 m, altså næsten lige så lange som kaskelotten. Hvem vinder en kamp mellem sådanne kolosser? Det ved man ikke, men på døde kaskelotter har man fundet sugemærker fra sådanne blæksprutter, og blækspruttenæbbene i kaskelotmaverne vidner om sådanne kampe, så hvem ved?

Spækhuggere er et voldsomt rovdyr. De lever ofte i flokke og jager i flok, hvor de hjælper hinanden med at indkredse byttet. Den er ikke så stor, ca. 8 m., med den er en fantastisk dygtig og hurtig svømmer, hvilket gør den til en meget dygtig jæger. Dens rygfinne kan blive op til 2 m høj, og de, der har prøvet at sejle i en lille båd, har fortalt hvor frygtindgydende, det virker, når man lige ved siden af båden, ser en sådan rygfinne komme op af havet.

Blåhvalen ser man ikke i dette område, men vi talte lidt om størrelser, og den er jo det største dyr på jorden, som et lille kuriosum, fik vi at vide, at dens hjerte er lige så stort som en afrikansk elefant.

Videre til Narvik