Den lille by, som vi boede lidt udenfor- Armacao de Pera – var også en badeby med en dejlig strand. Vi havde en fin gåtur derned (2½ km), som vi benyttede flere gange. Byen virkede slet ikke til at have så mange turister som Alfufeira. Vi fik set lidt af byen og havde en meget smuk gåtur langs stranden og på en sti højt oppe på klipperne med havet på den side og flere smukke små hoteller og villaer på den anden side. Den 25. april, som er Portugals nationaldag, og hvor der er lukket flere steder, havde vi fået det indtryk, at det var noget, man fejrede. Vi gik derfor ned til byen om aftenen for at se, om der skete noget i byen i den anledning. Men det så det ikke ud til og endte derfor på en restaurant, hvor der kom mange portugisere med familie, så måske var det den måde, de fejrede det på. Vi fik den skønneste Cataplana, en fiske-skaldyrsgryde, som er speciel for Algarve, og der var rigeligt fisk og skaldyr. En skøn aften sluttede med en opera i fjernsynet.

I nærheden af campingspladsen var et par småbyer i gå afstand bl.a. Alcantarilla, hvor vi besøgte kirken og et lille benhus, bestående af menneske knogler.