Vi har tidligere besøgt Assisi (1999), men dengang var Fransiskanerkirken indhyllet i stilladser. De er væk nu, og det var rart at se kirken rengjort og flot.
Kirken vrimlede med munke, og vi fandt ud af, at der må have været en slags munkeseminar, for der var mange forskellige nationaliteter blandt dem, og de hilste på hinanden, som om der var stor gensynsglæde. Det viste sig, at der skulle være gudstjeneste for disse munke, og det skulle vi selvfølgelig overvære. Og det blev en rigtigt god oplevelse, for der er en meget intim og rar stemning i kirken, som vi også følte var blandt munkene.
Endnu en gang bekræftes vi i, hvor fantastisk sang er til at fremme fælles følelse og samhørighed. Dette er universielt.
En del af kirken blev reserveret til munkene ca. 200, og alle andre kunne overvære gudstjenesten fra den anden side af gitteret.
Et af fransiskanernes kendetegn er, at de skal leve i fattigdom og ikke må eje noget. Derfor synes vi, at det var sjovt og undrede os over at se dem komme med tasker og rygsække med deres ejendele. Denne undren gik dog over, da de tog hvide kjortler op fra taskerne, som de tog på over deres normale kjortler. Men da vi så, at flere af dem kontrollerede deres smartphones for mails o.lign. og at flere også havde fotografiapparater og fotograferede livligt som andre turister, kom undren igen, men det er jo moderne tider, så hvorfor ikke J.

Det var også skægt at lægge mærke til, at munkene på mange måder opfører sig ligesom alle andre mennesker, når de således er uden for deres professionelle rolle. Gudstjenesten var annonceret til kl. 10.30, hvor de fleste var på plads, men flere kom alligevel ”daskende” indtil 11.00, og vi så også flere gå frem og tilbage under gudstjeneste, som ”almindelige” mennesker gør.
En af munkene holdt en længere prædiken, som vi forstod var en gennemgang af fransiskanernes filosofi (den blev simultantolket til engelsk, hvilket også fortæller, at munkene kom fra forskellige lande og ikke alle var italienskkyndige).
Det var rigtig godt at få den gennemgang. Det gav en fin forståelse for munkenes filosofi, som kogt helt ned til tre ord kan udtrykkes i Frans’ valgsprog: ”Pax et Bonum” (Fred og alt godt).

Fransiskanermunkene kaldes også Gråbrødrene, fordi de altid går i grå munkekjortler (dem, vi så, var dog brune). Munkekjortlerne er bundet omkring livet med en snor, der har 3 knuder, som symboliserer munkenes 3 løfter: at de skal leve i cølibat, lydighed og fattigdom.

Tau-kors er en speciel type kors. I Assisi og i forbindelsen med franciskanerordenen ser man ofte en særlig udformning af korset i form af et T ofte med arme, der bliver bredere udad og er skråt afskårne. Denne korsform har navn efter det sidste bogstav i det hebræiske alfabet ”tau”.

Frans af Assisi mødte først denne korsform, da han tog sig af de spedalske. I den sammenhæng brugte han og hans medarbejdere korset i denne form som en talisman, der skulle beskytte mod smitte. Det blev hans fortrukne form for kors, som både mindede ham om Kristi lidelse og også forpligtelsen til at tage sig af de mindste, de spedalske og andre udstødte på hans tid.

Brugen af denne korsform fik en særlig understregning, da pave Innocens III åbnede det 4. Laterankocil i 1215 og der brugte opfordringen fra Ezekiel 9,4 til retfærdighed. I det pågældende bibelvers hedder det, at de retfærdige skal kendes på et tegn på deres pande, og ordet tegn er i Vulgata blevet oversat med 'thau'

Denne brug af ’tau’ som symbol på reform og retfærdighedssøgen tog franciskanerne til deres hjerte. I dag er denne korsform blevet særegen for franciskanerne. Det bæres ofte som pilgrimstegn udskåret i oliventræ, båret i en snor med tre knuder, svarende til de tre knuder, som franciskanerne har på den snor, de bærer om livet, og som ses som symbol på de tre munkeløfter, kyskhed, lydighed og fattigdom.

(Kilde: Wikipedia)

Frans af Assisi blev født i Assisi den 5. juli 1182 som søn af en velhavende klædehandler, Pietro di Bernardone. Moderen, Pica, fødte ham under en af faderens forretningsrejser og lod ham døbe Giovanni. Men hans far ændrede efter sin hjemkomst navnet til Francesco, som betyder 'den lille franske', fordi hans mor sagdes at komme fra Frankrig, fra Provence. Hans far var ærgerrig på hans vegne og sørgede for, at han kom i skole. Han skulle lære noget for at kunne vokse op til en succesfuld forretningsmand, der kunne overtage forretningen. Og som 14-årig blev Frans optaget i købmandsgildet og kunne på faderens vegne træffe forretningsafgørelser. Han var også som ung en af de førende i de unge menneskers muntre liv.

Men tiden var urolig - også i Frans' hjemby. Assisi hørte først til kejserens magtområde, men overgik i 1198 til pavens. Og i magttomrummet mellem de to magthavere nedrev Assisis selvbevidste indbyggere borgen ovenover, som de betragtede som en trussel mod sig. Frans siges at have deltaget heri. Men Assisis indbyggere var ikke en enhed. Der var sociale spændinger mellem majores, den gamle adelige og pavetro overklasse og minores, den nye middelklasse, som bl.a. Frans' familie tilhørte. I 1200 blev det direkte til borgerkrig mellem klasserne og flere adelige familier flygtede til Perugia, bl.a. Scifi, med den lille datter, Clara, som senere blev tilhænger af Frans og ordenstifter. Der opstod som led i denne kamp mellem klasserne krig mellem Assisi og Perugia; Assisis hær blev slået af den større bys, og blandt krigsfangerne var Frans. Frans sad i fangensskab i et års tid. Men efter at Assisi havde opnået en hård fredsslutning, kunne Frans' far løskøbe ham fra krigsfangenskabet, og han kom svækket hjem efter det lange fængselsophold.

 

Frans søger Gud

Frans havde andre ambitioner end faderen. Han ville ikke være købmand, men ridder. Og derfor drog han i 1205 mod Apulien for at tilslutte sig en af tidens krigsherrer. Men efter en drøm i Spoleto vendte han hastigt hjem. Han var på ny svækket og syg, men sygdommen forløste også en spirituel vækkelse - og under en pilgrimsfærd til Rom prøvede han at være tigger uden for Peterskirken.

Han begyndte at tage sig af syge, bl.a. overvandt han sin afsky for de spedalske og begyndte at pleje dem. Og han begyndte at bede til Gud, og foran et byzantinsk krucifiks i den lille forfaldne kirke San Damiano hørte han den korsfæstede tale til sig og sige: "Gå hen og byg mit hus op, for det er ved at styrte sammen". Frans tog det meget bogstaveligt og begyndte en restaurering af den lille kirke. Da han for at skaffe midler hertil solgte nogle af forretningens varer (hvad han vel som faderens fuldmægtige havde formel ret til), så medførte det en alvorlig konflikt med faderen, som i 1205 anlagde retssag mod ham for biskoppen af Assisi. Det kom til et brud; Frans afførte sig alle sine rige klæder og gav dem til faderen og sagde, at nu ville han ikke mere kalde ham sin far, men hans far var "Vor fader, du som er i Himlene".

I de følgende år fortsatte han sit anderledes liv. Han tog sig af de spedalske, arbejdede også med genopbygning af forfaldne kirker og i lange perioder levede han som eneboer, fx ved Eremo delle Carceri. I 1208 fik han ved at høre dagens evangelium en kaldelse til at prædike bod og leve i fattigdom. Hans forkyndelse lagde særlig vægt på glæde og på at penge og rigdom skiller et menneske både fra Gud og næsten. Først var han alene og hånedes af skarerne på gaden i Assisi, men snart sluttede andre sig til ham.

 

 

 Ordensstiftelse

Af Frans og hans tilhængere opstod en orden, franciskanerne, eller som de ofte blev kaldt i Danmark, gråbrødrene, som lægger vægt på at leve i fattigdom. De begyndte som et ustruktureret fællesskab, men i 1209 fik Frans pavens godkendelse af den første ordensregel. Frans selv var ikke voldsomt interesseret i organisation og overlod gerne ledelsen til andre, men det smertede ham, når disse gav køb på det, som for Frans var hjertesagen, nemlig fattigdommen.

Han opfattede det som sin opgave at prædike. Hans prædiken var enkel, og glæde og fred var hovedord i den. Og han var i alle sammenhænge en fredsstifter. Og brødrene blev sendt ud i alle retninger for at prædike. Frans selv fik ansvar for missionen i Orienten og kom i 1219 til Damietta, hvor han blev frastødt af korsfarernes grusomheder. Han opsøgte helt usædvanligt sultanen - korsfarerenes modstander - for at prædike for ham. Han blev modtaget høfligt. Han fik også mulighed for at besøge Jerusalem

Frans' sidste år og død

Frans' seneste år var præget af megen sygdom. Hans krop var medtaget af det asketiske liv. Han fik i 1224 på bjerget La Verna Kristi sårmærker på hænder og fødder og side. I 1225 opholdt han sig syg i en hytte udenfor San Damiano, hvor han blev plejet af Clara og søstrene. Her skrev han sin lovsang til Gud for al skabningen, Solsangen, som den kaldes på dansk (findes i gendigtning ved Johannes Johansen i Den Danske Salmebog).

Han døde d. 3. oktober 1226, efter eget ønske afklædt, liggende på jorden, så han kunne forlade dette liv lige så nøgen, som han var kommet ind i det.

Allerede to år senere blev han helgenkåret, d. 16. juli 1228. Og allerede i 1230 var den store Basilica di San Francesco så færdigbygget, at hans jordiske rester kunne overføres dertil.

Kilde: Wikipedia

Passignano sul Trasimeno - Assisi 54 km