Turen ind til Braga og Guimarães blev en flot køretur med udsprungne lysegrønne træer og forårsblomster i fuldt flor. Overalt så vi buske og træer med de flotteste kameliaer og rhododendroner.

Braga byder på ”Bom Jesus”, som er et af barokkens mest fortryllende steder. Selv om kirken ligger fantastisk smukt højt hævet, er det ikke den, der er det vigtigste, men vejen derop.
Ad en gigantisk kirketrappe, som skal symbolisere smertens stejle vej – via dolorosa – gennem sansernes illusion, op til frelsen på de sidste trin, ved porten til himlen.
Første del af turen op til Bom Jesus kirken er flankeret af små kapeller, der med terrakotta figurer skildrer Jesu vej fra den sidste nadver til korset.
Så starter den monumentale trappe med fem groteske fontæner:
En ung pige med øjnene gennemboret af vandrør, en anden med vand ud af ørerne, en tredje med vand ud af næsen og en fjerde med vand ud af munden. Hvorefter man når de tre dyder: troen, håbet og kærligheden og således renset af Livets Vand gennem alle sanser, er man klar til at træde ind i himlen.
Bom Jesus er kristendommens mystik oversat til trappetrin (250 trin), fontæner, kapeller og pandesved.
Og en kolossal fiasko.
For helligdommen har aldrig rigtigt rykket i pilgrimmene. Der mangler en håndfast åbenbaring som i Fatima (herom senere).
Bom Jesus har kun sin trappe, den er til gengæld meget fascinerende og er et populært udflugtsmål, pga. af den meget store park og udsigten.

 

til top

Tur fra Porto til Brage - Guimaraes 134 km