Når man kommer kørende henover det flade landskab, ser man pludselig i det fjerne en bakketop, hvorpå der troner en borg. Det viser sig at være Frederik II’s borg ”Castel del Monte”, der er omgivet af en masse mystik. Den er 8-kantet, i hvert hjørne står et 8-kantet tårn, og på hver etage er der 8 sale. De lærde har mange forklaringer, men ingen løsning på 8-tallet, måske symboliserede det kongekronen og dens magt.
Frederik II byggede borgen i 1240, måske som lystslot, hvorfra han kunne dyrke sin yndlingssport: falkejagt.
Måske til Tempelridderne, der finansierede borgen til et muligt gemmested for den hellige gral. En bestemt dag om året stråler sollyset gennem et bestemt vindue og rammer et rektangel hugget ud i væggen. Frederik II var også meget interesseret i astronomi og andre videnskaber, så måske???
Den megen mystik omkring borgen har gjort, at den blev brugt som kulisse til filmen: ”I rosens navn”.

Frederik II (1194 – 1250) søn af den tysk-romerske kejser Henrik 6. Barbarossa og Constance, normannerkongen Roger 2.’s datter. Forældrenes giftermål samlede et rige fra Holsten og til Malta. De døde, da Frederik var 4 år, og paven blev hans formynder. Han kronedes som tysk-romersk kejser og konge af Sicilien i 1220 under navnet Frederik II.
Hans regeringstid blev en opblomstring for hele Syditalien. Hans hof i Palermo blev et kulturelt centrum, og han respekterede forskellige folkeslag og kulturer, også muslimerne. Han grundlagde universitetet i Napoli, og skrev selv bøger og digte og er af Dante blevet kaldt den italienske digtekunsts fader. Mest kendt er hans bog om falke: ”Kunsten at jage med fugle”, der kan ses på Vatikanmuseet.
Han ligger begravet i Palermos domkirke ved siden af sin berømte morfar, den store normannerkonge Roger 2.