Dorotea 14. juli.

Indlandsvägen, E 45, går som navnet siger ned midt gennem Sverige. Den kan virke ensformig, for der er meget fladt, mange træer og ingen særlig trafik.
Men alligevel er der meget charmerende, fordi der mellem træerne er kik til masser af småsøer, blomstrende vejsider og hyggelige, malede træhuse oftest "svensk rød", så der er alligevel en del at se på, og den svenske natur er også smuk på sin egen stille charmerende måde.
Den er ikke så "larmende" og "snappen efter vejret" som den norske.

Dorotea er blandt campister kendt for sit campingvogsmuseum, ikke stort, men alligevel ganske morsomt for en flok campister at følge CV'ernes udvikling.

I Dorotea kirke har man lavet en skulptur i legemsstørrels af "Den sidste nadver". De nyere svenske kirker er som regel malet i smukke lyse farver, og er derfor meget lyse, hyggelige og rare at besøge. Ofte er der også legesteder for børn og caféområde til de voksne, hvilket også giver et venligt og rart indtryk.

Der er en lang dagsrute fra Dorotea til Mora, men da der ikke er mange udfordringer rent køremæssigt, så kan man godt snuppe mange kilometer.

 

Campingpladsen på Sollerön er stor og ligger flot ned til Siljansøen. Der er fuldt hus, så det er en populær plads, godt at vi har bestilt plads.

 

 

 

Mora 15. - 16. juli.

Mora er en spændende by. Her afholdes hvert år 1. søndag i marts, det traditionsrige "Vasaløb". Et 90 km langt langsrendsløb, der starter i Sälen og slutter i Mora. Løbet er opkaldt efter kong Gustav Vasa, som i 1521 flygtede fra den danske kong Christian 2. Løbet blev afholdt 1. gang i 1922 og er meget populært blandt prominente personer. Kronprins Frederik blev i 2013 nr. 4136 ud af 14381 deltagere i tiden 6 timer og 36 min, ganske imponerende.

I Mora er der et museum over maleren Anders Zorn (1860 - 1920) der regnes for en af Sveriges største lunstnere. Han er især kendt for sine mange portrætter, nøgenstudier samt malerier af vand og lyset deri.

 

Her i Mora sluttede fællesturen med en dejlig afskedsmiddag:

Renfilé med rødvinssky og bagekartoffel, samt syltede tyttebær

Dessert: Pannacotta med fløde

 

Rita og Kurt takker alle for en dejlig og oplevelsesrig tur.

Men vi fortsatte selv turen lidt endnu.

Videre til Lidkøbing