Udflugt til Mevagissey og Eden Project  76 km

Ikke langt fra vores campingplads ligger en lille hyggelig fiskerby, Mevagissey. Da vi var herovre for 39 år side, kørte vi til denne by, fordi vi havde læst om den. På grund af trængsel kunne vi ikke stoppe. Vores erindring er, at byen var næsten umulig at komme igennem på grund af meget smalle gader og megen trafik, som blev dirigeret af en politimand, så vi så kun byen fra bilen. Men indtrykket var, at det var en hyggelig by.
derfor skulle den naturligvis besøges for at se, om noget havde ændret sig. Den er ikke mindre omtalt i dag, hvorfor der stadig vrimler med turister, men man har lært af trængslen og lavet store P-pladser i udkanten, og så må man gå de få hundrede meter ind til havnen med de smalle gader, som er trækplasteret. Og byen er hyggelig, men i de passerede 39 år har vi jo været en del omkring, hvilket betyder, at vi ikke er helt så nemme at imponere som dengang på vores første kør-selv ferie. Men byen er bestemt et besøg værd. Vejene dertil er et kapitel for sig, for de er nok de smalleste og kringlede, vi har set, og med meterhøje hække langs vejen er der ikke mange undvigemuligheder, så vi sidder hele tiden med hjertet i halsen af frygt for at møde en landbrugsmaskine eller bare en lille bil, som det også vil være svært at komme forbi. Heldigvis er der ikke meget trafik, og det lykkedes at passere de få, vi mødte uden skrammer.

Eden Project

Langt ude på landet i et klippekrater nær St. Austell startede Tim Smit i 1999 på sit fantastiske projekt med at bygge nogle kæmpestore kupler:  3 sammenbyggede, 50 m høj, 110 m bred og 240 m lang. Her opførtes verdens største kunstige regnskov, samt et middelhavs-, et californisk-, et sydafrikansk- og et asiatisk miljø med det formål at påpege vigtigheden af at passe på vores jord og de ressourcer, den har. Og at vise, hvordan vi kan genbruge alt og derved spare på vand og mineraler. Det er et meget ambitiøst projekt, som har fået meget stor bevågenhed over hele verden. Den er derfor meget besøgt, og hvis man ankommer på cykel og derved sparer ressourcer, kommer man billigere ind. Det kan være fristende, for indgangsbilletten er dyr £ 25 for voksne. Alligevel besøges Eden af rigtig mange, og det er et spændende besøg.
Det minder meget om Randers Regnskov, som selvfølgelig er meget mindre, men som derudover også kan tilbyde dyrelivet. I udendørsområdet er der afdelinger med forskellige planter og alt er meget velordnet og flot.
Det er et vældig godt og imponerende projekt. 

Mevagissey

Eden Project (blandede indtryk herfra)