Elbas højeste punkt Monte Capanne

Når vejrudsigten sagde skyfrit, ville vi en tur på toppen.

Det skulle vise sig at være en rigtig god beslutning.Vi startede i ganske god tid, da turen op til hejsen er lidt lang og kringlet. Undervejs var der selvfølgelig nogle gode motiver, så vore intentioner om at være der, når hejsen åbnede kl. 10 lykkedes ikke helt. Derfor var det helt umuligt at få en parkeringsplads på den i forvejen meget lille plads ved hejsen. Og vejen lige deromkring var også fyldt, og da vejene som sagt var meget smalle, var det ikke nemt. Derfor måtte vi køre ca 1 km, inden vi fandt et nogenlunde brugbart stykke jord i vejsiden.
Det var vist ikke helt reglementeret, men vi tog chancen. Italienerne er jo flinke folk :-).

Tilbage ved hejsen var der stadig parkeringskaos og en lang kø op til hejsen, der er et lille "abebur" til højst to personer. I buret står man op, lidt tæt,og der skal springes på i farten. Man stiller sig op med ca. 5 m mellemrum. Den ene springer på, og derefter den anden, men det går fint. Turen op tager ca. 20 min. Flot tur op. Det går stejlt op allerede fra starten, og snart ser vi, hvad der venter af udsigter.

Vi havde ret mht vejret. Der var fuldstændig klart (dog en anelse varmedis), og der åbnede sig et panorama så fantastisk flot, som vi næsten ikke har set før. Det var som at se et postkort, der er taget oppe fra. En eventyrlig oplevelse i det flotte vejr, og vi kunne se hele øen rundt. Herfra var det meget tydeligt, hvor stejl og kuperet øen er, og derfor også, hvor besværligt det er at anlægge veje.

Bjergene er overalt tæt bevoksede med maki, den tætte busk- og træagtige vegetation, som kendetegner middelhavsområdet. De grønne farver og det blå middelhav lyser flot op i solskinnet.

Det var en umådelig flot oplevelse. Vi har altid godt kunne lide at se tingene fra oven. Vi skal altid helst op på det højeste punkt og se udover landskabet, så befinder vi os godt.

Hejsen starter i den lille bjergby, Marciana, hvor vi gik lidt rundt, da vi kom ned. Rita fandt som sædvanlig en lille kirke, og mens vi stod der, kunne vi følge vejen op til vores bil.
Vi havde parkeret lige foran byskiltet. Vi kunne se skiltet, men ingen bil. Straks sprang hjertet op i halsen, og adrenalinen kom i kredsløb. Pludselig var kirken ikke så interessant, og vi gik så hurtigt som muligt op til parkeringsstedet.

Vi havde heldigvis set et forkert skilt, for vores Nissan stod trofast, pænt og ventede. Dejligt. De er nu flinke de italienere :-)).
Så blev det igen en god dag.

Herefter ville vi køre den vestlige side af øen hjem. Her går de stejle klipper helt ud til havet, og vejen er skåret ud i klippen, så man kører på en lille afsats det meste af vejen. Dette betyder så også, at der efter hvert sving er en ny flot udsigt, men på grund af pladsen er der rmeget få steder, man kan holde. Men nogle fotos blev der dog taget. Det blev også en meget flot køretur med pauser i nogle af de små byer, som vi kom igennem.

Da vi ankom til Elba, var vi da ikke helt sikre på, om vi kunne få 14 dage til at gå her? Men jo mere vi ser af øen, og jo flere krinkelkroge, vi kommer rundt til, jo mere begejstrede bliver vi. Her er umådelig smukt næsten over alt.

Det var en helt perfekt dag.