En af de smukkest beliggende byer på Garganos sydkyst er Monte St. Angelo. Den ligger i ca. 800 m højde på stejle, næsten lodrette klipper med en flot udsigt over Adriaterhavet og Puglias lange kyst. Byen har meget krogede og stejle gader, og det er morsomt at se, hvordan husene kravler op af klippen. Det har været et slidsomt arbejde at bygge byerne dengang i middelalderen.
Monte St. Angelo er mødested for religiøse pilgrimme fra hele verden, og der er meget få dage med stilstand. Målet for pilgrimmene er sporene efter ærkeenglen St. Mikael.
Legenden fortæller, at St. Mikael første gang viste sig for biskoppen fra Siponto år 490 i en grotte på bjerget Monte Gargano. I grotten efterlod han et fodtryk i klippen, og grotten blev udbygget til en kirke, som altså er målet for de mange pilgrimme.
Korsridderne havde Monte St. Angelo som fast stop på turen sydover, og de fastboende normanner gjorde St. Mikael til deres skytshelgen. Ifølge legenden viser St. Mikael sig altid på højtliggende steder. Det skulle være en medvirkende årsag til, at så mange normannerborge er placeret på høje klipper.