Kørte til Montefiascone, hvor der var marked. Som altid nyder vi meget at gå rundt mellem boderne og se, hvad de nu har. Her i Italien syntes vi, at markederne har gode varer, slet ikke det tingel-tangel, som man af og til kan se. Det er sjovt at se og smage på forskellige lokale småretter. Vi fik købt noget god honning (akacie og kastanie). Montefiascone er kendt for sin gode hvidvin: ”Est, est, est”, som efter sigende har fået sit pudsige navn, fordi den vin-og madglade biskop Johan Függer fra Augsburg på en rejse sendte sin tjener i forvejen for at markere de kroer, der havde god vin og mad med et ”Est”, altså vinen er god. Da tjeneren skrev om vinen i Montefiascone: Est, est, est, blev biskoppen så begejstret, at han drak sig ihjel i den. Derfor står der på hans gravsten: ”Est, est, est, på grund af for meget Est, døde min herre, Johan Függer  her”. Så den vin har vi naturligvis med hjem, dog ikke så meget, at vi kan drukne i den J
Som alle italienske byer, ligger den højt, og her har man lavet en panorama plads med den flotteste udsigt over Bolsena søen. Og som altid så Rita på kirker.

Villa Lante blev bygget ca. 1600, og er en af mange smukke villaer omkring Rom. Især haven/parken er værd at se.

Udflugt Montefiascone - Villa Lante - Monsterpark 80 km.

Monsterparken

Allerede i 1500 tallet skabte hertug Vicino Orsini en skulpturpark, der mest bestod af monstre og gigantiske guder. Her kan man bl.a. gå ind i indgangen til dødsriget: Hades.