Napoleon på Elba 

 

Dobbeltdørene var slået op på vid gab, så lyden af bølgernes slag mod klippen trængte ind i rummet. Her, i Villa dei Mulini, vandrede Napoleon Bonaparte mumlende op og ned ad gulvet i sit store arbejdsværelse.
Kalenderen viste 16. februar 1815. Året før havde Napoleon tabt til en samlet front bestående af Østrig, Rusland, England og Preussen. Sammen havde fjenderne indtaget selveste Paris og tvunget Napoleon ned fra sin kejsertrone. Derefter var han blevet sendt i eksil på den lille ø Elba 20 km fra Italiens vestkyst.
Men Napoleon kunne ikke nøjes med at regere over Elba og dens få tusinde indbyggere. Han ville være kejser af Frankrig igen. Og anså ikke drømmen for uopnåelig. Den nye franske konge Ludvig 18. var højst upopulær, og franskmændene blevet endnu mere begejstrede for Napoleon, da de havde opdaget, hvor hårde krigsskadeserstatninger landet blev pålagt af sejrherrerne.
Napoleons plan var klar. Han skulle uset væk fra Elba og sejle til Frankrig med sin livgarde på 600 mand. Her ville de franske veteraner flokkes om hans fane, og folket rejse sig mod Ludvigs styre. Så han satte sig ved sit skrivebord og tog brevpapir frem: “Til general Douot. Få briggen i dok og sat i stand. Få den malet som en engelsk brig, og forsyn den med mad til 30 dage”.
Den engelske flåde patruljerede farvandet omkring Elba, for at den afsatte kejser ikke skulle undslippe. Men Napoleon havde lagt mærke til, at patruljeringen var blevet uregelmæssig i løbet af vinteren. Ti dage efter var de sidste detaljer på plads. 299 dage efter at Napoleon første gang så det smukke Elba, satte en lille flåde – med den nymalede brig i spidsen – kurs mod Frankrig. Tre uger senere red Napoleon i triumf ind i Paris, stort set uden at et skud var løsnet. Med løfter om reformer og hævn blev han på ny hyldet som kejser.
Huset, hvor Napoleon planlagde sin generobring af magten, ligger helt ud til Middelhavet i udkanten af Elbas hovedby Portoferraio. Før villaen blev bygget i midten af 1700-tallet, lå to møller på det forblæste sted. Møllerne blev revet ned, og en del af materialerne blev genbrugt i den nye bygning, som derfor fik navnet “Villa dei Mulini”, Møllevillaen. Det velvoksne bygningskompleks faldt straks i Napoleons smag, da han ankom til Elba i maj 1814. Stedet havde en pragtfuld udsigt og en smukt anlagt have med statuer og springvand. Alt indvendigt skulle dog istandsættes, så Napoleons ankomst gav masser af opgaver til øens håndværkere og kunstnere.
I stueetagen fik den afsatte kejser plads til kontorer, mødelokale og et værelse, hvor gæster kunne vente på foretræde. Første sal blev Napoleons og hans families private gemakker. Han fik indrettet en hel lejlighed til sin søster, ligesom hans eget soveværelse blev udstyret med en prangende lyseblå himmelseng, spejle og omhyggeligt udskårne paneler. Lige ved siden af villaen lå en balsal, som også blev dekoreret, så Napoleon og hans gæster kunne nyde musik, skuespil og dans. Endelig købte Napoleon en sommerresidens. Også denne bygning blev istandsat, så den var en kejser værdig.Napoleon kastede sig derefter over øens økonomi og erhverv. Han brugte store summer på at forbedre vejene og effektiviserede minedriften. Desuden moderniserede han øens hospital, indførte kartoflen og tilplantede lunde med oliventræer. Selv om Napoleon kun boede på Elba i 10 måneder, nåede han at blive en folkehelt på øen. Den franske kejser blev i mange år mindet ved årlige fester. Både Villa dei Mulini og hans sommerhus fik lov at stå urørte, indtil de officielt blev åbnet som museer i begyndelsen af 1900-tallet. Siden har titusindvis af turister lagt vejen forbi for at studere den periode, da Napoleon Bonaparte var kejser af Elba.