Palmesøndag kørte vi til Cartagena igen. Vi ville se påskeoptoget, som var for børn. Mens vi ventede på, at påskeprocessionerne skulle begynde, besøgte vi flådemuseet, hvor verdens første U-båd er udstillet. Den blev bygget i 1877 af Isaac Peral y Caballero, som er født i Cartagena.
Imponerende, at det kunne lade sig gøre på dette tidspunkt. Jomfruturen varede 1 time og foregik i 10 m’s dybde. Men flådemyndighederne mente ikke, at den havde en fremtid. Derfor blev den aldrig sat i produktion.

Cartagena er stolte af deres romerske historie. Derfor har de udgravet en bydel fra denne tid. Her er et af de større huse fra ca. 45 f. Kr.

Desuden skulle vi fejre, at det i dag er 54 år siden, at vi blev kærester.Kurt havde inviteret på dejlig middag med 3 retter mad. Vi sad ude og så på det store folkeliv, der var noget særligt i dag på grund af børnenes optog. Herligt.

Påsken er vel den katolske kirkes store højtid, og overalt i Spanien laves der processioner og optog for at mindes Jesu liv på jorden.

Det begynder de fleste steder Palmesøndag, hvor man mindes Jesu indtog i Jerusalem, og hvor han som bekendt blev hyldet af folkemasserne.

I Cartagena er der et optog først og fremmest med og for børn, da det starter kl. 17. Øvrige optog er fortrinsvis om aftenen.

Lige uden for den kirke, hvorfra processionerne udgik lykkedes det os at få en stol i forreste parket mod at købe en billet til €4 (På en cafe i nærheden forlangte de €15 pr stol).

Optogene kommer ud af kirken, og det foregår på den måde, at nogle religiøse foreninger udstyrer deltagerne i flotte, farverige dragter til børn og voksne, som så går meget flot og disciplineret i lige rækker og med palmegrene eller olivengrene i hænderne. I flere af optogene er der orkestre, og i alle er der trommer, der slår takten. Det ser meget flot ud.

Nogle af foreningerne har også nogle store håndbårne flåder, dekoreret med tableauer med religiøse temaer. De er meget store, 4x5 m og 4 m høje og figurer i menneskestørrelse og masser af blomsteropsatser. De må være meget tunge, og derfor bæres de af op til 100 unge mænd/kvinder på deres skuldre, men ca. hvert 10.-15. minut eller så, holder de et par minutters pause for at hvile skuldrene. Derved går optogene selvfølgelig i stå, og vi imponeres over, hvor alvorligt og koncentreret børnene deltager. Ingen falder ud af geledderne, alle holder takten, og mange af dem går i strækmarch, eller forsøger på det.

Vi skal huske, at børnene er for de flestes vedkommende 5-10 år gamle, mange er yngre, og der er også mange teen-agere imellem. Det er morsomt at se, hvordan især de mindre børn anstrenger sig for at holde takt og strækmarch. Vi kan ikke lade være med at tænke på, hvordan danske børn ville opføre sig i lignende situationer, hvis man overhovedet kunne finde nogen til at deltage.

I 2 stive klokketimer kom deltagerne ud fra kirken i en uafbrudt strøm. Vi nåede selvfølgelig ikke at tælle, men med et forsigtigt overslag, tror vi, at mindst 2000 børn og voksne deltog. De går en rute rundt i byen på ca. 2 timer. Det tager 2 timer at tømme kirken, så det er noget af en opgave. Langs hele ruten står tilskuere og klapper, når en procession er særlig flot udsmykket.

Det er kolossale ressourcer, der bruges på disse optog. Alle de flotte dragter, der skal syes og betales. Påsken varer 8 dage, der er optog hver dag, og ikke kun i Cartagena, men i enhver by med respekt for sig selv over hele Spanien har disse optog. Hvert år i påsken!!
På den ene side flot og imponerende – på den anden side noget overflødigt (Kurts mening). Men spanierne har noget at samles om.
Her i Cartagena afholdes en eller anden festival hver måned året rundt. Spanierne er gode til at feste.