Så startede turen til Gargano. Vi havde 508 km foran os, og det kunne nemt blive en lang tur, for kortet viser smalle og meget snoede veje tværs over Appeninerne og ikke mindst, når vi kommer ud på Gargano.

Desuden havde vore rejsekammerater haft et lille uheld med deres næsehjul, og det ville vi gerne have lavet. Derfor besluttede vi at gøre ophold i Pescara, som er ca. halvvejs og en større by, med mulighed for at få det lavet, og det skulle vise sig at blive både godt og skidt. Køreturen hertil var meget smuk i kuperet terræn.

Det gode først. Næsehjulet blev hurtigt lavet. Der kom en mekaniker, som kunne skaffe reservedelen med det samme og fikse det uden problemer, så det var godt.

Campingpladsen er fin. Den ligger lige ned til Adriaterhavet med en meget fin sandstrand, som vi hurtig benyttede os af og en vandtemperatur på ca. 24 °, desuden er der en meget fin swimmingpool, så alt dette er bare godt.
Men.
Sidst på eftermiddagen og aftenen kom der torden og masser af regn. Himmel og jord stod i et, og regnen bare fortsatte og fortsatte og fortsatte.
Som sagt ligger campingpladsen helt ned til havet med en jernbane lige ved siden af. Man skal under jernbanen for at komme til campingpladsen, gennem en tunnel, som har god højde 4,20 m. Der er også en anden tunnel, men den er kun 1,80 m, og den kan vi ikke køre igennem med campingvogn.
I løbet af natten løb tunnelen fuld af vand. Det står helt op til kanten af tunnelen, altså ca. 4 m vand, og selv om vi har 4hjulstræk, tør vi ikke tage chancen for at køre igennem det. Desuden har vi trods alt ikke så meget gaffatape med, at vi kan tætne alle sprækker. J. Vi gik en tur derned for at se det, og hele vejen ca. 2km gik vi i vand til op over skoene. Der var fyldt med vand på marker og veje.

Så nu er vi "indespærret"  her på ubestemt tid. Personalet i receptionen kan ikke sige, hvornår vand og mudder bliver fjernet. Der er ganske vist en lillebitte smutvej, men den kan kun med forsigtighed bruges af autocampere, ikke af campingvogne.