Vi kørte stadig på højsletten i ca. 800 m højde og landskabet var meget øde, spredte oliventræer med kvæg græssende under dem. Det var tydeligvis kvægland og meget tørt. Langs vejen var der mange kostatuer i naturlig størrelse, der var malede i festlige farver. Men der var meget langt mellem husene. Desuden så vi mange rovfugle, der svævede over markerne på udkig efter bytte. Og vi så storkekolonier, 20-30 reder i træerne.
Det var en brat overgang, da vi krydsede den portugisiske grænse ved Vilar Formoso. Landskabet ændredes øjeblikkeligt: der blev mere bakket og meget mere vegetation. Så det er åbenbart ikke kun en politisk grænse, der er mellem de to lande. Det var en tydelig forskel. Dejligt at se, at træer og gyvel allerede nu var sprunget ud.

Det portugisiske motorvejs betalingssystem er noget specielt, og man bliver nødt til at sætte sig ind i det. Vi var blevet advaret af nogle svenskere (Det måtte vi dog ikke kalde dem. De var skåninger af dansk afstamning). Man skal på forhånd købe tilladelse til at køre på de elektroniske motorveje (afgiften fratrækkes elektronisk, når man kører under nogle el.pæle.) Portugiserne har nogle ”brobizzer”, som afgiften betales via. Udlændinge kan købe 3 eller 5 dages tilladelser til at køre på vejene. Man kan få op til 900 € i bøde, hvis det ikke er OK. Desuden er der nogle alm. motorveje, hvor man betaler i båse, som vi kender fra Frankrig, Spanien. Og endelig nogle, mærket med et Grønt V. Her må udlændinge slet ikke køre. De er kun for portugisere??? Så man må holde øjnene stive og ikke komme ind på en forkert motorvej.

Porto (230.000 indb.) er portvinens hovedstad. Port betyder havn, og herfra udskibedes portvinen til andre lande. Storhedstiden var 1700 og 1800 tallet, hvor byen nød godt af vinhandlen med England. Men vinen havde svært ved at klare sejlturen til England, hvorfor købmændene tilsatte brandy for at gøre den mere robust. Og sådan fødtes portvinen
Langs floden Douro dyrker man druerne til portvinen, og disse blev transporteret ned til Porto i de karakteristiske både ”barcos rabelos”, som man i dag kan se langs kajen. Oprindeligt var der to byer: Portus på nordsiden og Cale på sydsiden, og det er disse to byer, der har givet navn til landet Portugal. I dag hedder byen på sydbredden, Vila Nova de Gaia, og her ligger alle portvinshusene side om side: Calem, Sandeman, Taylor’s, Dow og Niepoort, og hvad de nu hedder alle sammen.
Nordbreddens gamle pakhuse er i dag bygget om til restauranter, og her flokkes turisterne om at få den bedste plads i solen. Her fra ”Cais da Ribeira” stiger byen meget stejlt op over klippen ad smalle gyder og mange trapper, op til de mange kirker og de statelige huse på pladserne.

Hovedbanegården fra 1916 byder på et overdådigt interiør af kakler med illustrationer fra den portugisiske historie.

Man bliver helt nostalgisk af at gå her, for her gik vi også for 31 år siden, og det meste ligner sig selv.

Et andet højdepunkt er – i bogstaveligste forstand – tårnet på en af kirkerne. Den var byens højeste bygning, og da det i forvejen lå på en høj, kunne man se det i miles omkreds, hvilket også var meningen, for så kunne det også bruges som vartegn for de søfarende.

Broen over Douro ”Pont Luis I” er bygget af en elev til Eiffel, og det ses tydeligt.
Et gammelt potugisisk mundheld siger, at i Coimbra synger man, i Lissabon lever man, i Porto arbejder man og i Braga beder man.

til top

Salamanca - Porto 356 km

Porto er barokkens hovedby med sine mange kirker bygget i barokkens svulstige formsprog og smykket med træskærerkunst, bladguld og sprøde farver. Ordet ”barroco” er portugisisk. Det betød en spøjs granitklippe, eller en uregulær perle formet af (livets) vand. Og sådan arbejdede barokkens håndværkere. Piplende vilde former. Træ og sten forvandlet til frodig paradis-fantasi. Et skridt mod Vorherres herlighed – og et modtræk mod protestanternes nøjsomhed. Barokken blussede op i takt med inkvisitionens kætterbål. Fri og fantastisk, med en undertone af ramsaltet alvor, indtil den ubekymrede rokoko kom på mode. Men da var inkvisitionen på vej mod historiens skammekrog. Fransiskokirken er Portos mest fantastiske barokværk. Med Igreja Santa Clara i hælene.