Udflugt til Salisbury 93 km

Salisbury ligger, hvor den engelske civilisation startede. Her var der allerede før romerne ankom bosættelser, hvilke romerne fortsatte. Dengang hed området Sarum, et navn, der stadig benyttes af biskoppen i sine kirkelige skrifter.
I dag er der kun ruiner tilbage af den borg, der blev bygget i omkring årtusindskiftet, hvor Alfred den store, og Henrik II holdt til. I forbindelse med borgen havde man bygget en stor katedral (færdig 1092), men ca. 1200 opstod der stridigheder mellem konge og kirke, og katedralen blev flyttet nogle få kilometer til der, hvor den befinder sig i dag. Omkring katedralen opstod byen Salisbury, og Old Sarum sygnede hen.
Katedralen blev bygget på kun 38 år (1220 – 1258), hvor det normalt tog flere hundrede år at bygge en katedral. Derfor er den gennemført i gotisk byggestil, der kom ikke forstyrrende byggemodeluner ind, og den ser stort set ud i dag som dengang.
Katedralen har et af verdens ældste, fungerende ure (1386). Det har ingen visere, men hvis man kender teknikken, kan tiden aflæses på nogle tandhjul. Vi fik en af de mange rundvisere til at vise os hvordan. Der går rigtig mange rundvisere rundt. De svarer beredvilligt på spørgsmål. De er unge mennesker (på vores alder), der ved meget om kirken, og som har valgt at give denne viden videre til de mange videbegærlige turister. Vi gætter på, at de er frivillige hjælpere, og som sagt er de meget hjælpsomme, og man kan mærke, at de ved meget.

Således også om kirkens nye døbefont, der blev installeret i 2008 i forbindelse med kirkens 750 års fødselsdag. Fonten er fremstillet af William Pye, og er et fantastisk flot kunstværk. Når vandoverfladen står uberørt, er den som et spejl, der spejler loft og glasmalerier. Den er så nøjagtigt indstillet, at  vandoverfladen hele vejen rundt står helt op til kanten, og overløbet i hver hjørne løber med nøjagtig samme vandstråle. Men små pilfingre (børn og barnlige sjæle) kan, forståeligt, ikke holde fingrene fra den, og det bringer forstyrrelse i spejlbilledet. Heldigvis falder vandet hurtigt til ro, men vi måtte bede adskillige om at holde fingrene væk, så vi kunne få et spejlblankt billede. Det må have været ”vandvittigt” svært at få den store font til at stå så perfekt vandret. Virkelig imponerende.

Kirken er bygget efter samme model som Canterbury og Winchester.

Salisbury Cathedral er berømt for at have den ene og bedst bevarede, af de fire originaler, der findes af Magna Carta (lat. det store brev):

Da kong Richard Løvehjerte i slutningen i slutningen af 1100 tallet drog på korstog, indsatte han sin bror John uden land. Det var en dårlig beslutning, for mens Richard var højt elsket og respekteret, var John forhadt (det er jo også ham, vi kender fra Robin Hood historien). Richard Løvehjerte døde på korstoget i 1199, og John blev konge.
John regerede tyrannisk og elendigt, bl.a. tabte han de fleste af Englands besiddelser i Frankrig (deraf tilnavnet Uden Land). Efter 16 onde år tabte adelen tålmodigheden, og tvang John til at underskrive en håndfæstning: 63 paragraffer, der skulle begrænse kongens magt og sikre befolkningens rettigheder. Bl.a. står der, at alle, selv kongen skal behandle folk retfærdigt, og at ingen er over loven, at alle har ret til en retfærdig proces.
Det var første gang, at noget sådant blev nedskrevet, og har senere inspireret andre grundlove, som f.eks. Den franske Revolutions :”Frihed, Lighed og Broderskab” og USA’s ”Uafhængighedserklæring”, og måske den danske grundlov.

I et sideanneks til kirken kan man i et lille telt, der skåner for dagslyset, se dette originale skrift. Et tætskrevet stykke kalveskind, hvor det er skrevet med fjerpen meget sirligt, så nøjagtigt at man tror, at det er trykt. Fremstillingen af hud som ”papir” var en meget kostbar proces, derfor blev der skrevet meget småt og tæt.

Mens vi var i kirken var der en børnegudstjeneste, hvor børnene på skift sang for i salmerne, samt fremsagde bønner osv.

Herefter gik vi lidt rundt i gaderne, så på folk og fik vores traditionelle kaffe (uden kage. Det kunne ikke blive ved med at gå J.)

Lidt nord for Salisbury ligger som sagt ruinerne fra Old Sarum, og det var en god lille oplevelse at få med. Det ligger i et smukt område, ret stort og frit, og meget velholdt. Her er der kun ruiner, men med en smule forestillingsevne og med billederne fra filmen ”Ivanhoe” på nethinden, og fra bogen” Sarum” af Edward Rutherford kan man sagtens forestille sig, hvordan der må have set ud. Især når vi betragter den dybe voldgrav, og forestiller os de høje mure, der må have stået her, er det nemt at forstå, at borgen må have været praktisk talt uindtagelig med de våben, man havde dengang.

Og så var der herfra et flot syn til Salisbury Cathedral.