Ulvsvåg - Sandsletta

Fra Ulvsvåg skulle vi med færge til Lødingen. Man kunne køre udenom, men det betød en besparelse på 200 km at tage færgen, så det valgte vi. Igen igennem tunneller, hvor den længste var på 6,4 km.
På Lofoten er naturen meget anderledes, vild, voldsom med stejle, spidse klipper – meget smukt.

 

 

Næste dag regnede det hele formiddagen, men ved middagstid lettede skyerne og solen kom frem, så vi fik travlt med at komme ud. Vi kørte til Henningsvær, som er en lille meget malerisk, fiskerby, men udervejs mødte vi Domkirken i Kabelvåg, som vi ikke kunne køre forbi. Turen til Henningsvær var utrolig smuk langs kysten med mange klippeskær og hvor utroligt, pludselig lå der den flotteste sandstrand med turkisgrønt vand mellem klippeskærende. Byen er som sagt meget idyllisk, hvilket andre turister også har opdaget, hvorfor der på P-pladsen vrimlede med store turistbusser og autocampere. Men hvis man lige går nogle få hundrede meter til udkanten af byen, har man den næsten for sig selv. Byen ligger på to klippeskær forbundet med en bro beklædt med kæmpestore granitsten for at dæmme op for vind og vand. I storme er den meget udsat. Vi var inde og se på malerier og fotografier et hyggeligt lille sted, da vi kom i snak med ejerne af stedet, der fortalte, at der kan være meget barskt, men også meget fascinerende, når de store storme raser om efteråret. I øvrigt ser man aldrig solen her fra begyndelsen af december til midt i januar. Kun lidt rødme i horisonten, så der er altså ikke helt mørkt.

 

Udflugt til Henningsvær