I Winchester ligger en af de store katedraler, og derfor skulle den naturligvis også have et besøg, men også fordi der her ligger nogle berømte personer begravet.
I byggestil minder den meget om Canterbury, men er ikke helt så stor og imponerende. Alligevel er der mange spændende detaljer at kikke på.

Alfred den Store, død 899 er mest kendt for at være en drabelig krigerkonge, og det lykkedes for ham at holde de fremstormende danske vikinger på afstand, så sydengland forblev engelsk.

Men i løbet af de næste 100 år lykkedes det alligevel for danskerne at erobre mere og mere af England kulminerende i Danelagen (Østengland, hvor den danske lov herskede). I 1017 udnævnte de engelske stormænd Knud den Store til konge over hele England, og i 1028 blev han også konge over Norge og var således den tids mægtigste konge. Tilnavnet den store fik han dog først efter sin død i 1035.

De fleste kender sikkert historien om kongen, der satte sig i vandkanten og forbød bølgerne at skylle over hans fødder, men mange misforstår historien og tror, at den skal illustrere kongens selvglæde eller ligefrem vanvid. I virkeligheden fortælles det (med eller uden historisk baggrund), at Knud den Store ville vise sine smiskende hoffolk, at kun én, nemlig Gud, er almægtig, og selv ikke den mægtigste konge kan byde over elementerne. Historien er muligvis ren kirkelig propaganda.

Jane Austen anerkendes I dag som en af Englands store romanforfattere, og var allerede kendt, da hun døde, men da hun blev begravet her I kirken i 1817 i en alder af 41 år, blev der ikke nævnt noget om hendes bøger på den mindetavle, der ligger i kirkegulvet over graven. Samtidig er der tavler, der fortæller om hendes liv. Hun blev aldrig gift, men levede et lykkeligt liv sammen med sin familie, hvoraf især hendes søster Cassandra var hendes meget intime ven gennem hele livet. Hun skrev 6 romaner, hvoraf især ”Pride and Prejudice” og ”Sense and Sensibility” er mest kendte.

Da det var søndag var der Evensong allerede kl. 15.30 og den var virkeligt et besøg værd. Hvis vi blev imponerede over den, vi overværede i Canterbury, så blev vi det endnu mere her.
Ikke kun fordi der her også var en prædiken i forbindelse med gudstjenesten, og biskoppen var både humoristisk og højtidelig, men især fordi der her var et drenge- og mandskor, der sang guddommeligt. Koret indeholdt den dybeste bas og den højeste drengestemme. Når koret sang for fuld kraft og orglet sendte luft gennem alle piber på højtryk og på grænsen af, hvad trommehinderne kunne bære, og et øjeblik efter var der dødstille på nær en enkelt højtklingende drengestemme, der lød som om den blidt bar et lille dun, der faldt, ja, så var der ikke et øje tørt.
Det var meget smukt

Selve byen nåede vi ikke meget af. Der var festival i byen og derfor var det næsten umuligt at opdrive en P-plads, men efter ½ times omkringkørsel lykkedes det endelig. På hovedgaden var der marked, og det vrimlede med mennesker, der var lokket ud af det efterhånden gode vejr, og de hyggede sig på plæner og i parker.
I markedsvrimlen så/hørte vi et ganske ungt par (15-16 år) der spillede og sang. De var dygtige og populære, og mens vi nød en kop kaffe var der rigtig mange, der lagde penge i hatten, som var næsten fyldt med bidrag.

Så på flere planer var det en musikalsk eftermiddag. En rigtig god dag i strålende solskin. Når vi har brug for det gode vejr, kommer det :-).